Når en burger er bedre end en diva

I aftes var aftenen, jeg havde håbet, at opleve siden jeg gik ud af folkeskolen. I aftes skulle jeg tilbage til alle de skønne og mindre skønne ungdomsfestminder. 

I sommeren 99 startede jeg i 1.g. I min ferie op til skolestart var jeg på Kreta med en dejlig veninde. Hun kom lige fra efterskole og havde den lækreste plade med derfra. Det var selvfølglig Miseducation med Lauryn Hill. Det blev soundtracket i mine gymnasieår.

I går skulle den samme dejlige veninde og jeg så endelig opleve vores store idol. Vi var tre afsted og sammen cyklede vi mod Frederiksberg i bidende kulde, men med det højeste humør. Vi startede på lækker burgerbar inden koncerten, og kunne næsten ikke vente til kl. var lidt i 20 og vi kunne tulle ned til salen.

Men skuffelsen var stor. Hun lod vente på sig i to timer. I de halvanden af dem stod vi i mørke og lyttede til den dårligste DJ, der hele tiden ville have os til at svinge armene og fortale "om et øjeblik så er hun her". Så blev der buhet. 

Endelig kom hun så og skuffelsen blev endnu større. Alle de smukke sange blev totalt skamferet. Halvdelen af tiden kunne man ikke høre hvilket nr de var i gang med eller hvad hun sang pga en frygtelig altoverdøvende bas. Efter en halv time gav vi op, gik i baren og fik lidt at drikke inden vi smuttede i garderoben efter vores overtøj. 

Så sørgeligt. Alle de minder der på en eller anden måde fik et lille hak.

Meget mærkeligt at opleve at forlade en koncert før tid. Det har jeg aldrig gjort før, end ikke fra en dårlig film i biffen. Men vi kunne ikke bære mere.

Aftenens konklusion blev derfor en stjerne, fordi hun og hendes lækre læber i det hele taget mødte op. Burgeren var klart aftenens højdepunkt.